Dunk, dunk, dunk…….. det er lyden af hjertet der hamre mod brystkassen med 180 slag i min.

Stilheden er larmende, midt i middagsheden. Solen banker ned på vejbanen, og den rød/ hvide triko, der forvandler længslen, efter sol i syden, til et mareridt, på bjerget i Ardellerne. 😮Et øjeblik tror man at det er begyndt at regne, men hurtigt går det op for en at det er svedet. Svedet fra pandehåret der vælter ned over næsen, som et vandfald, - ned på styret, og videre direkte ned i vandflasken, klar til recirkulering.🤒 Jeg kigger forud og ser intet, - bagud, og ser heller intet. Alene i front midt på bjerget.

På speedometret står der 14,5 km i timen. Aldrig har jeg kørt så langsomt uden at vælte, og aldrig har jeg følt mig så usikker på ,om det er det rigtige jeg er i gang med. Ned over bjergskrænten, 100 meter nede, kan jeg se vejen der snor sig op gennem landskabet. En rød/hvid triko mere er på vej dernede. Det er umuligt at genkende det forpinte ansigt, og de sammenbidte tænder. Alligevel er jeg ikke i tvivl. Det er Kenn, der kommer med uhyggelig fart, for at stjæle den prikkede bjergtrøje fra mig.🤔 Jeg presser en ½ km i timen mere ud af mine forpinte lår, der føles som var de fyldt med glasskår. 😥Jeg tænker på BS, som siger at man kan hvad man vil. Det er et spørgsmål om at fokusere. ”Det hele forgår i hjernen”. I dette øjeblik fatter jeg det ikke, og ønsker blot at jeg havde to hjerner. Èn i hver lår, i stedet for den ene der sidder midt imellem. Langsomt nærmer jeg mig toppen, hvor jeg om få minutter kan stoppe, - puste lidt, og stille mig op med mit fotografiapparat, - vente på de andre, og lade som om jeg er fyldt med overskud.  BIP BIP BIP…….. det er lyden af det forbandede vækkeur igen, ---- og dog så befriende, -  Måske det hele bare var et mareridt. Jeg ligge lidt og mærker efter. Mine lår føles som beton, min nakke er stiv, og der er søm i r…..🤔 Desværre var det ikke et mareridt. Det var et billede af gårdagens etape, et af de mange hvor det gik op op op .

At skulle kører de sidste 165 Km indtil Paris i dag forekommer fuldstændigt uvirkeligt, og umuligt. Der er stadig de største højdemeter at tilbagelægge, og uden for vinduet, er der vand i luften. ØV.😥

Vi står alle og glor mismodigt på hinanden, lige ind til ”Poul og Fritz” tropper op og forvandler den triste stemning til en ” dejlig og sød dag”.🙂

Sådan starter finalen i ” Ølstykke/Paris touren. Efter godt 1200 KM på en hård cykelsaddel, er der nu ” kun ” 165 KM tilbage……….”kun” 🤔

Regnfrakker på, de første 20 km, (uden bakker), og så kommer solen. Vi har valgt at sende Knud  og Camping trækket direkte til Paris, i håb om at vi så kunne gennemføre sidste etape hurtigere.🤭

Allerede efter 25 km, starter ”opturen”, knapt så stejlt som i går……. Men meget meget længere. Vinden ….. ja ca. 14 sekundmeter, fra sydvest. Det er jo så dejligt med lidt modvind, opad bakke. På et tidspunkt troede jeg at det var de hårde bakker, der var årsag til at man ikke kunne høre Fie. Men det var simpelthen fordi hun havde valgt at køre bagerst i læ for vinden der blæste hendes høje røst til Letland. 😉Forhåbentlig kan de bruge den derovre. Foran lå Jes og trampede for at holde tempoet oppe, mens Kenn Asede med at få BakkeBo med op over bjergtinderne. Der var ikke så meget snak. Vi ville bare have det sidste overstået. ”Tempoet ned” skreg kaptajnen, nede bagfra, men vi lod simpelthen som vi ikke hørte det. Vi ville bare til Paris, hvor koner og kærester ventede.😘

Endelig går det lidt ned ad bakke, og med 57 km i timen rammer vi en lille by Longpont, med hyggelige, men ikke særligt cykelvenlige brosten. En yderst tiltalende lille restaurant, er uimodståelig, og en tiltrængt kop kaffe med danske småkager glider ned. 😎Midt i den bagende sol sidder vi,og er ude af stand til at reagere, da en voldsom eksplosion rammer den lille franske landsby.

Gamle folk, høns og hunde hotel fatter, med mutter og kanarie fugl,-, landsbyens brandmand, og bønderne løber rundt i panik, mens bedemanden står og gnider sine hænder. Terror angreb fra nabo byen, eller de fremmede…… ?🤔Nej, bare det var så vel. 🤭Blot 5 min. efter at vi havde kørt med næsten 60 km ned ad bjerget, sprænger dækket på Jes`s cykel med et sådan brag at følgerne blev som oven for beskrevet. Han har sgu` altid været lidt tung i røven.” Jeg gider ikke at det er min cykel der punktere” råber han, mens byens folk står med høtyve, gamle forladere og sabler og stirre på os. 😠Vi klarede dog frisag uden yderlige, selvom de ikke slap høtyve og sabler før vi var uden for byporten. 😠En ting har vi lært her i Frankrig. Når det er gået nedad, så skal det også gå opad. De stive ben nægter næsten at starte op igen. 80 km tilbage. Opkørsel.. pust… på toppen er der flere der påstår at de skal tisse, selv om de fleste tissede i bukserne ved terrorangrebet. Nu går det lige ud. Juhuhhhhh. Åbent landskab med løg marker så store som øjet rækker. 14 sek. Vind fra sydvest. Stik modvind. Ingen vil ligge forrest, pga. vinden, og ingen vil ligge bagerst pga. Fie`s knævren, om strikke og bage opskrifter.😉 Der er kamp om pladserne i midten af feltet. Der er 3 revisorer med på turen, men ikke en af dem er i stand til at skaffe os et overskud på energikontoen, så vi må skiftes, til at tage vinden, i de 2 timer det tager at komme til den næste lille landsby. Dog lige med undtagelse af Kenn, som brugte sine reserver i kampen om bakkespurten med bakke bo.🤩Vi er så udtømte at, en lille tyrkisk ejet kebab kiosk på hjørnet, bliver tømt for vand, pomfrits og kebabs på få min. Uden for står 4 plastikstole, som vi slås om at sidde på. Bordet er for længst blæst til Letland sammen med Fie`s knævren, og cyklerne må vi binde fast til den ene lygtepæl som byen havde fået sparet sammen til ved årets høst af løg.🤭

40 km til bage. Vi skal bare 20 km ned til kanalen og så til højre langs denne, direkte ind til byernes by. Efterhånden kører vi bare på refleks bakke op og bakke ned, der er ingen der gider kigge på gps eller andet. Vi kan ikke undgå kanalen. Det værste der kan ske er at vi får våde sokker hvis vi kører for langt. 🙃Befriende er det at kører langs kanalen de sidste 20 km ind til Paris, og der står vi så pludselig et sted i Paris. Vi kunne lige så godt have stået i Sahara. 🤔Ingen ser ud til at bemærke de danske helte der kommer masende klædt i dannebrog ind i hjertet af Paris. "Excuse me sir. Plads de concorde"? Det er Bo der prøver at få kontakt med en indfødt, der bare glor på ham som om han kom fra det ydre rum. Hvem kan også se på ham at han har kørt på den cykel helt fra København.😉 Om sider peger manden mod solen, og vi sætter livet på spil i den retning gennem Paris`s gader. Havde vi vist at vi skulle kører 2 timer rundt i dette livsfarlige mylder af biler, mennesker, mm, havde vi ikke kunne gennemføre vores lille mission. Men langt om længe kan vi så langt fremme se Triumfbuen, og Stemningen bliver straks lettet. 2 km. Tilbage. Kaptajnen kørers frem i stilling til sin første føring på mere en 50 meter, og vi ligger alle bag ham med en følelse af total stolthed, og ære ved at have gennemført denne tour.🙂 Det er med dybtfølt taknemmelighed at man har fået lov at være med til at udleve denne Jens ”Vejmand`s” drøm, som lige nu udspiller sig for den 64 årige og 1365km ældre mand op af Champs Elyses. Disse 2 km er alt sliddet værd, og med 1. million franskmand, som tilskuer, og med længselsfulde koner og kærester ventende ved triumfbuen, danner vi en formation som en pil i dannebrog, og kører de sidste 500m champagnekørsel, opad de skallede brosten mod triumfbuen.😀 Det er stort. Det er større en tour de france, i hvert fald for os.

Ved det danske Hus bliver vi mødt og hyldet som ”ægte sportshelte”  og svedet er nu skyllet af og erstattet med champagnen, som sprøjter ud over vores top trimmede topmaver. Jens, Jens, Jes Kenn, Bo, Fie, Og Per, er landet i Paris efter 1365 km på en hård cykelsadel. Vi gjorde det sgu`. Det er tid til en Leffe, måske 2 og et bad før vi afslutte dagen med et festmåltid i hjertet af Paris.Et stykke uden for Paris står Campingtrækket, alene forladt. Det er en umulig opgave at få den ind i Paris. Men Knud, har som på hele turen fundet vejen frem, og står sammen med vores koner og får sin fortjente hyldest, for det store arbejde han har måtte udføre helt alene på touren.🤩 Tusind tak til Knud, og Tusind tak til mine holdkammerater for en fortrinelig tur. I er sgu`søde,..... Og dejlige,... i er også dejlige....😀 Jeg tror sgu`jeg elsker jer.

Report by Per Leth Paris.